Lidt om forskille skuepiller

Nina Pens' første filmroller er ikke nær så udfordrende. Klassisk smuk som hun er, pynter hun i billedet som forkælet Hellerup-pige i "Dorte" (1951) og er den egoistiske storbonde-datter i "Husmandstøsen" (52), en udmærket præstation med lidt af den selvrådighed, hun senere viste i Gertrud. Men i "Kærlighedsdoktoren" (1952) bliver det kun til en intetsigende siderolle. Det var Astrid Villaume og Helle Virkner, der løb med datidens større og mere krævende ungpigeroller, selv om Pens er mindst lige så fotogén.

Tove Maës: Hun debuterede på de skrå brædder i 1942 som Ellen i forestillingen "Skærmydsler" på Odense Teater. Men Tove Maës blev i maj 1953 gift med pressefotograf og pressesekretær Jesper Gottschalck, som hun fik sønnen Hans Henrik.

Men inden da var hun gift med skuespiller Carl Ottosen.

Tove Maës begyndte ifølge sin karriere ved at læse til skuespiller hos Albert Luther, mens hun sideløbende arbejdede i Landsnævnet for Børneforsorg. Det var lidt om Tove Maës

sitat fra Billede Bladet 

Så var der Ilselil Tove Larsen, skuespiller, der er datter af operasanger Alexander Larsen og skuespillerinden Ilse Henriksen, blev 1940ernes største barnestjerne i dansk film. Hun debuterede allerede som fem-årig i 1939 på Aarhus Teater i "Tre små piger". Hun optrådte på Nørrebros Teater i "Sæson i Salzburg" samt i en enkelt af Dansk Skolescenes forestillinger, liges var  om hun medvirkede i cabaret og i revy. Hun havde sin filmdebut i Benjamin Christensens "Barnet" i 1940 og spillede senere bl.a. det forhutlede wienerbarn Leni i "Det gælder os alle", hvor hun havde Poul Reichhardt og Ib Schønberg som medspillere. Hun genindspillede sidstnævnte film i en svensk version "Kärleken segrar". Så var der i filmenVi kunde ha' det saa rart !1942 Som barnestjerne var hun Palladiums svar på Shirley Temple. Hun indsang desuden på grammofonplader børnevenlige ørehængere som Giro-413 succesen Spørge-Jørgen (1943), Sangen om Slaraffenland, Frøen. Og i 1 44 spillede hun medFamilien Gelinde. Pustede sig op og Forår ved Mariager Fjord og var mange gange i radioen. I et år var hun receptionsdame på Hotel Tre Falke på Frederiksberg. I 1958 medvirkede hun i tv-teatrets opsætning af "Den skårede krukke". Men som 25 årig var Ilselil Larsen træt af at være vidunderbarn og kvittede det hele fra den ene dag til den anden. Hun mødte sin svenske mand Göran Norlander og med ham fik hun et helt nyt liv. Parret boede først i Belgien, siden i Enköping, men i 1974 bosatte de sig i en landlig idyl i Fleurines nord for Paris. Siden filmkarrieren sluttede har Ilselil Larsen arbejdet som skolelærer og har i Frankrig arbejdet for Landbrugets Afsætningsudvalg, blandt andet som en scenevant værtinde ved fødevaremesser og receptioner, ligesom hun er medlem af Cahors-vinenes Broderskab. I tidligere ægteskaber blev Ilselil Larsen i februar 1954 gift med tonemester Jørgen Brandt fra Nordisk Film og efter skilsmisse i 1957 blev hun den 19. juli 1958 gift på Københavns Rådhus med restauratør (café Intime) og blomsterhandler Allan Christian Herstad (30-03-1927 - 05-06-1989), som efter at have tilbragt en del år i USA kaldte sig for Alan Herstad. Udover sin blomsterbutik på Frederiksberg var han også ejer af Café Intime i Alléga  Hun var med i alt 10 film ?.

Lily Weiding (døbt Lilli Vejding), skuespillerinde, var datter af kontrabassist og musiker ved Det ny Teater Poul Knud Vejding (11-04-1895 - 06-02-1987) og kogerske Ane Marie Gaardsdal (født Christensen) (1895 - 27-04-1984). Fra ganske lille, drømte hun om at blive skuespillerinde. Hun fik plads på et kontor, men teaterlysten var for stor, og hun opsøgte Jon Iversen, som læste med hende. Hun modtog også balletundervisning. I 1941 var hun på hotel Trouville i Hornbæk sammen med sin far, hvor hun traf Arne Weel, som engagerede hende til en turné rundt om i landet. Den 30. januar 1942 debuterede Lily Weiding på Frederiksberg Teater som Emily i "Vor by" - og samme år spillede hun Hedvig i "Vildanden" på samme scene. Allerede dagen efter hendes debut ringede instruktøren Benjamin Christensen til hende og engagerede hende til den kvindelige hovedrolle i filmen "Damen med de lyse handsker". Lily Weiding blev uddannet på Det Kongelige Teaters Elevskole 1943-1945 og debuterede på teatret i 1944 som Solvejg i "Peer Gynt", hvor hun spillede over for Mogens Wieth som hun senere skulle blive gift med. Hun forlod Det Kongelige Teater i 1947 i mangel på roller. Men hun blev igen tilknyttet Det Kongelige Teater i årene 1958 til 1966 og spillede på nationalscenen flere store roller. Desuden havde hun engagementer på en lang række andre teatre. På Riddersalen fik Lily Weiding en stor personlig sejr som den hæmmede præstedatter i "Flyvende sommer" og samme sted ydede hun en stor præstation i "Nøgen", der i 1956 gav hende Teaterpokalen. Desuden havde hun engagementer på Det Ny Teater (fra 1966), på Odense Teater, Husets Teater og ikke mindst på Bristol Teatret og Betty Nansen Teatret, som hendes mand Morten Grunwald var direktør for. Blandt det utal af forestillinger som hun medvirkede i - kan i flæng nævnes: "My Fair Lady", "København", "Hedda Gabler", "Lang dags rejse mod nat", "Morgen og aften", "Som man behager", "Det gode menneske fra Sezuan", "Misantropen og "Aske til aske - støv til støv", som hun i 1999 fik Reumert Prisen for. På film medvirkede Lily Weiding bl.a. som fru Ellerstrøm i "Det forsømte forår". Foruden teater- og filmroller arbejdede hun også med TV-mediet. Hun huskes som Elisa i Leif Panduros "Et godt liv" og som Lillian i "I Adams verden", ligesom hun havde den lille - men bemærkelsesværdige - rolle som Faster Jette i Morten Korchs "Ved stillebækken". Derudover var hun med i tv-serien "Fiskerne" og i julekalenderen "Jul på Slottet", hvor hun havde en af de bærende roller og spillede overfor kongen i skikkelse af ægtefællen Morten Grunwald. I tv-filmen "Livet er en god grund" var hun i samspil med Poul Bundgaard. Hun var Ridder af Dannebrog og modtog tidligt i livet stort set alle de store teaterpriser, der uddeles i Danmark. I 2015 blev hun udnævnt til æresmedlem af Skuespillerforeningen af 1879. Lily Weiding blev den 19. december 1945 gift på Københavns Rådhus med den 16 år ældre skuespiller Sigfred Johansen, som hun mødte i forbindelse med indspilningen af filmen "Oktoberroser". De var gift indtil hans død i 1953. Hun blev derefter i maj 1954 gift i Spanien med skuespilleren Mogens Wieth, med hvem hun fik døtrene journalisten Xenia Wieth og skuespillerinden Julie Wieth. Mogens Wieth døde i 1962 og fra 1965 levede hun sammen med skuespilleren og teaterchefen Morten Grunwald. De blev gift den 22. maj 1980 i New York og blev forældre til casteren Tanja Grunwald.

Astrid Villaume, skuespillerinde, var datter af apoteker Carl Christian Villaume (17-01-1890 - 1960) og hustru Astrid Leonie Bions (30-11-1897 - 1980). Hendes karriere startede allerede før krigen. Hun optrådte et par år som akrobat i danske revyer, bl.a. i Nykøbing Falster i 1944, hvor hun udover de akrobatiske danse også medvirkede i viser og sketches. Hun læste hos Agnete Arne-Jensen, Heinrich Erting og Erik Hofman og fik elevuddannelse ved Odense Teater 1939-1941 og debuterede på samme teater i "Under Krigen". Hun gjorde lykke både som danserinde og skuespillerinde. Hun rejste derefter til Aarhus, hvor hun den 9. januar 1941 debuterede på Vennelyst Teater som Liselotte i "Liselotte og hendes bror". Senere blev hun engageret til Aarhus Teater 1941-1945, hvor hun bl.a. spillede som Ullabella og i 1944 som Margrethe i "Faust". Hun medvirkede i 1943 i dansekoret hos Gerda Christophersen og blev i 1945 engageret til Tivoli Revyen hos Stig Lommer. Derefter var hun to sæsoner på Frederiksberg Teater 1945-47 (i øvrigt mens Dirch Passer var elev sammesteds). Da dette teater nedbrændte, og hun derfor stod uden arbejde, søgte hun i 1947 ekstraordinært ind på Det kgl. Teaters elevskole - efter eget udsagn efter råd fra Holger Gabrielsen Hun kom til optagelsesprøve uden for termin og kom ind på elevskolen. Da hun havde gennemgået også denne skole i 1949 debuterede hun på Det Kongelige Teater i rollen som Stine Isenkræmmers i "Barselsstuen". Fra juli 1949 var hun fast ansat ved Det kgl. Teater. Hun blev ofte spurgt, hvorfor hun dog havde taget elevskoleuddannelsen to gange og hun svarede: "Fordi jeg følte, at jeg trængte til det". Gennem årene fik hun en lang række roller på Det kgl. Teater, bl.a. som Mary Cavan Tyrone i "Lang dags rejse mod nat", titelrollen i "Anna Sofie Hedvig", Gamle fru Levin i "Indenfor murene", Moderen i "Natten ler", Magdelone i "Mascarade", Tante To i "Skærmydsler" og Linda Lohman i "En sælgers død". I 1992 spillede hun den dødsmærkede hustru i "Hvis sandheden skal frem" på Jørgen Blaksted Tourneen. Den sidste rolle havde hun i "Lorca's Blodbryllup", hvor hun især i sin store monolog viste sit talents størrelse. På TV spillede hun hovedrollen i flere Leif Panduro-stykker og fik bl.a. en kæmpe personlig succes i Leif Panduros TV-spil "Rundt om Selma". I efterkrigsårene var hun en enormt populær og meget anvendt filmskuespillerinde. Hun blev første gang set i filmen "Pas på svinget i Solby" i 1940. Men det var som den smukke bagerdatter i "Susanne" hun fik sin første hovedrolle i dansk film og som gav hende et afgørende gennembrud - og en Bodil for bedste hovedrolle. Torben Anton Svendsen så hende første gang, da hun spillede en stum hofdame i hans iscenesættelse af "Don Carlos", og han syntes, at hun havde alle forudsætninger for at spille den meget krævende og vanskelige titelrolle. Siden har vi set hende i mange dejlige filmroller, oftest som sødmefuld og sød pige, med en kvik bemærkning, fx. i "Fra den gamle købmandsgård", "Qivitoq" og "Der kom en dag". Astrid Villaume medvirkede udover teater og film også i hørespil i radioen. Den 11. februar 1947 blev hun gift i Frederiksberg Kirke med grosserer Carl Magnus von Staffeldt (04-04-1906 - 06-08-1959). Han døde mens hun ventede barn nummer 3.