Hvem varJohn Price

2024-08-11

Han var Skuespiller, sceneinstruktør. Født 15/9 1913, død 10/12 1996 - 83 år gammel. 1º gift med skuespiller Beatrice Bonnesen (1906-79) - ægteskabet opløst, 2º med skuespiller Birgitte Price (1934-97). Far til komponist og kapelmester James Price (f. 1959) og manuskriptforfatter og madanmelder Adam Price (f. 1967).

Balletbarn på Det kgl. Teater og efter elevskolen skuespillerdebut på teatret i 1931. John Price var gennem hele sin karriere knyttet til Det kgl. Teater, som skuespiller og instruktør. Fra 1947 var han tillige lærer ved elevskolen indtil dens lukning. 1942 debuterede han som instruktør på Nørrebro teater og har iscenesat opera, operetter, skuespil, tv-teater og film.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


Han var et af dansk teaters store farverige navne, først og fremmest som en sagnomspunden instruktør ved Det kgl. Teater. Og da han også var god til at iscenesætte sig selv, blev han en populær medieperson som madekspert, tv-paneldeltager og interviewoffer.


Hans filmkarriere, der også omfatter instruktionsarbejder, faldt i to afsnit. I perioden 1935-44 spillede han biroller, og 1962-69 fik han en lille håndfuld større roller, der baserede sig på hans nyvundne både fysiske og psykiske pondus og ofte havde et anstrøg af farlighed og dæmoni.


I sin første periode var han åleslank og kunne præges af stor sensitivitet, som i "Blaavand melder Storm" (1938), hvor han er fiskeren Lau Lauritzens uligevægtige bror med 'det vanskelige sind'. En rigtig Kain-rolle, som Price spiller med en finhed og forståelse, der ellers ikke præger filmen. I farceklassikeren "Rasmines Bryllup" (1935) går han fint ind løjerne som Johannes Meyers kuede blikkenslagerlærling, og i Bodil Kjers debutfilm "Balletten danser" (1938) er han troværdig som en krævende balletmester (han var selv balletbarn på Det kgl. og udsat for en berygtet tyrannisk lærer).


Han er også i sit es som pudseløjerlig bohème-pianist i Bjarne Henning-Jensens komedie om unge i Minefeltet, "Når man kun er ung" (1943), og han får sin første deciderede skurkerolle som slesk portsheik i baggårdshistorien "Spurve under Taget" (1944).


Efter to ikke uefne forsøg bag kameraet som instruktør ses han som excentrisk festdeltager i musicalen "Mød mig på Cassiopeia" (1951), og nu har han ændret sig. Han er påfaldende umorsom på en selvpromoverende facon. Han gør come-back i Knud Leif Thomsens idédrama om 'aben i mennesket', "Duellen" (1962), og nu har han lagt sig ud: han er den kyniske instruktør - en skabelonrolle. Og Thomsen bruger ham siden i "Tine" (1964), "Tre mand frem for en trold" (1967) og "Sådan er de alle" (1968) - uden de store resultater.


Til gengæld er han passende temperamentsfuld som duellerende nabo i Leif Panduro-historien "Naboerne" (1966) og ganske effektfuld som manipulerende magtmenneske i science fiction-fantasien "Manden, der tænkte ting" (1969), med velgørende glimt af humor ind imellem de ofte rigeligt patetiske tirader. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]