Hvem var Poul Bundgaard

I sine første fire film har han minimale, nærmest statistagtige roller; han skimtes allerede i "Teatertosset" (1944) og ses som fotografassistent i "Lise kommer til Byen" (1947) og som matros i "Støt står den danske sømand" (1948) med et par replikker i samspil med Ove Sprogøe. Sin første hovedrolle får han i det lommefilosofiske flop "Et eventyr om tre" (1954), hvor han spiller en figur, der synes inspireret af ham selv: en sangglad kommis. Han viser lidt af sin vitalitet, synger kønt nogle banale sange, men denne start kan ikke kaldes lovende.

Han er papir-ekspedient og halvskurk i en lidt større birolle i "Det er så yndigt at følges ad" (1954) og markerer sin selvironi i en lille rolle som en komisk operettesanger, der har mistet stemmen i Birgitte Reimer-filmen "Vi som går stjernevejen" (1956). Derefter går det sporadisk fremad i småroller. Hans evner som sanger udnyttes i "Poeten og Lillemor i forårshumør" (1961), hvor han er syngende bagersvend i selskab med bageren Dirch Passer, og han oplader også sin røst som en skibskok glad for våde varer i Annelise Reenbergs "Een pige og 39 sømænd" (1965) - en præstation, der fik rosende anmelderord.

Men ikke så mange som hans overraskende, springknivs-udstyrede skurk Kolick i Erik Ballings spionfilmsparodi "Slå først, Frede!" (1965), der blev hans gennembrud som karakterskuespiller. Med heftigt, men tøjlet temperament spiller en læderklædt Bundgaard dæmonien helt derud, hvor den bliver urkomisk i kontrast til Morten Grunwalds skødesløse jovialitet som Frede. En foregriben af samspillet i Olsen-banden, hvor Bundgaards Kjeld - med modsat fortegn - også er følelsesmennesket overfor for Grunwalds afglidende Benny.

Året efter har han en af sine bedste filmroller som de tre komtessers far, Grev Rambow, i Ebbe Langbergs vellykkede vaudevillefilm "Tre små piger" (1966) - han kan som få denne lidt altmodische stil på fingrene og er vittig og charmerende. Samme år kommer hovedrollen endelig - som kværulanten adjunkt Tvebo i Annelise Meineches "Soyas tagsten", hvor hans vitalitet er uimodstålig, da han får tagstenen i hovedet og springer ud som livsnyder. Bundgaard giver den hele armen, når han f. eks. kaster sig ud i ballet-positurer over et skrivebord og har tydeligvis ikke Balling til at graduere præstationen. Men selv en overspillende Bundgaard ligger milevidt over alt andet i filmen.