Hvem var JØRN JEPPESEN

Skuespiller. Født 21/4 1919, død 18/1 1964 - 46 år gammel.

Oprindeligt uddannet typograf med ansættelse ved Det Berlingske hus. I 1939 optaget på Det kgl. Teaters elevskole efter i en kort periode at have læst hos John Price. Jørn Jeppesen fik en omfattende teaterkarriere med store roller på bla. Riddersalen, Frederiksberg Teater, Det ny Teater og fra 1955 Det kgl. Teater. Han blev en hyppigt anvendt skuespiller ved både radio- og TV-teatret og betegnes som én af sin generations fineste radiokunstnere.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Hans mandige myndighed blev mest brugt i skurkeroller. Han drev sit onde spil i de første Morten Korch-film, med en massiv fremtoning og en brysk replikføring, der kunne grænse til det brutale. Men som digter og poesioplæser i radioen viste han en følsom, drømmende side - kun glimtvis afsløret på film.

Efter gæste-optræden i "Genboerne" (1939) fik han en af sine få filmhovedroller som skinsyg forkarl i Jeppe Aakjær-filmen "Naar Bønder elsker" (1942). Modtagelsen var pæn, men også i sin næste film, Karl Gjellerup-filmatiseringen "Møllen" (1943) udsattes han for en af dansk films svageste instruktører, Arne Weel.

I den uafhængige produktion "Guds mærkelige Veje" (1944) er han en syndefuld dagdriver, der forsager Vorherres rette vej, og herefter er hans utro sømand med udlængsel i Charles Tharnæs' poetiske hverdagsdrama "Spurve under Taget" (1944) et klart fremskridt. Men filmen tilhører Karin Nellemose og Ebbe Rode.

Han har en stor, men umulig rolle i Grete Frisches "En ny Dag gryer" (1945), hvor han med voldsomt ureelle hensigter inviterer Grethe Holmers kyske sygeplejerske på et weekend-ophold i Hornbæk. Her sættes Jeppesens grovhed op over for fine Erling Schroeder, som Holmer drømmer om, og det bliver enden på Jeppesens karriere som filmelsker.

I "Historien om Hjortholm" (1950) er han ond sagfører, i "De røde heste" (1950) ond efterstræber af Poul Reichhardts gård, og så er et mønster lagt, som han i 1950'ernes første halvdel kun får brudt som den skamfulde forfører i Selma Lagerlöf-filmatiseringen "Husmandstøsen" (1952) - en fin menneskeliggørelse af hans skurkerolle, og filmen er en af Alice O'Fredericks' bedste.

Han er præst i "En sømand går i land" (1954), piberygende og derfor sympatisk, men unægtelig lidt besynderligt placeret. I Gabriel Axels udmærkede portræt af en Nørrebro-familie, "Altid ballade" (1955) får han endnu en tiltalende rolle som en stilfærdig, forstående politimand. Men i "Den kloge mand" (1956) er han tilbage i skurkefaget som den utålsomme, ufølsomme læge sat over for Osvald Helmuths anderledes menneskeligt forstående kvaksalver. - Helt uden for nummer er hans tossede Karlsen i Knud Sønderby-dramaet "En kvinde er overflødig" (1957), en præstation, der gjorde betydeligt indtryk, men ikke gav bedre filmroller.

Han er kompetent i en overvejende sympatisk rolle som invaderende amerikaner i komedien "Guld og grønne skove" (1958), ses som svensk officer i "Gøngehøvdingen" (1961) og har sin sidste rolle - stor, tung og virkningsfuldt gangsteragtig - i Henning Carlsens "Hvad med os?" (1963), som en direktør og tidligere modstandsmand, der nødigt vil mindes om den likvidering, han deltog i under Besættelsen.

I 1958 instruerede han den mislykkede spændingsfilm "Spion 503" med den svenske Margit Carlquist som en Jane Horney-lignende spion og med sig selv som nazi-major. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]