Hvem var Hanne Borchsenius

Hun var Skuespillerinde. Født 30/11 1935, død 19/3 2012 - 75 år gammel. Gift fire gange, sidst med skuespiller Axel Strøbye.

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1957-60 med efterfølgende ansættelse samme sted. Bortset fra de ca. 5 år, hun opholdt sig i USA fra midten af 60'erne, har Hanne Borchsenius været ved Det kgl. Teater indtil 1985, men også haft en del gæstespil på andre scener.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

"Jeg har medvirket i alt for mange møgfilm," udtalte Hanne Borchsenius, kort før hendes filmkarriere var ved at rinde ud. Da var hun lige fyldt 33. Ustraffet er det ikke at lade sig (mis)bruge som blond og sød ingénue i dansk trivialfilm. Også den jævnaldrende Malene Schwartz' filmkarriere gik totalt i stå omkring 1970.

Hun er sin egen bedste kritiker. Man kan kun være enig, når hun allerede i 1965 udtaler: "Der skulle for længst have været en behjertet filmmand, der havde sagt til mig: "Hanne, du skal hverken være nyfriseret eller sminket." Ingen kan bedre end jeg se, hvor forkromet, jeg har været."

Poul Reumert roste hende for en naturlig replik. Og det var den, der - i forening med et dukkekønt ungpige-ydre - hurtigt gav hende en hovedrolle som den søde Illum-ekspeditrice, der bliver stamkunde i en syndig 'amerikaner-bar' i Johannes Allens socialdrama "Natlogi betalt" (1957). Inden da havde hun haft en minimal rolle i "Ung leg" (56).

Det emmer af uskyld og dydighed omkring hende, og hun overtager rollen som Søs i "Far til fire med fuld musik" (1961). Da en stand in nøgenbader for hende i "Landsbylægen" (1961), erklærer hun sig efterfølgende utilfreds med scenen, fordi tilskueren kan få det indtryk, at det er hende selv, der har smidt tøjet. Her er hun ellers en lille smule fræk, som en komtesse, der vil kapre Ebbe Langbergs landsbylæge, men til slut lægger femme fatale-manererne på hylden.

Det romantiske er mindre hendes sag end det opvakt selvstændige, som i "Støv på hjernen"-serien, hvor hun illuderer rimeligt som datidens smarte, ugifte journalistpige. I komedier som "Naboerne " (1966), "Slap af, Frede" (1966) og "Martha" (1967) er hun både dekorativ og kompetent, men får ikke sat sig igennem som en uomgængelig personlighed. Som hun selv siger: "Når jeg bliver fotograferet, bliver det let til rustfrit stål alt sammen."