Hvem var GUNNAR LAURING

Han var Skuespiller. Født 31/10 1905, død 21/2 1968 - 62 år gammel. Gift 1º i 1927 med skuespillerinde Henny Krause (1905-80) - ægteskabet opløst i 1935, gift 2º i 1941 med skuespillerinde Jessie Rindom (1905-81) - ægteskabet opløst. Bror til forfatter og historier Palle Lauring.

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole med debut i 1925. I 1929 forlod han nationalscenen og havde engagementer ved bla. Odense Teater og fra 1939 Frederiksberg teater. Iflg. Karen Krogh (i Dansk biografisk leksikon, 1981) var Lauring "specialist i angelsaksisk lystspil og inkarnationen af britisk humor." Fra 1944-55 var han den bærende kraft på Det ny Teater og kom derefter tilbage til Det kgl. Teater, hvor han var resten af karrieren. For radioteatret blev det sideløbende til 210 roller.

Dansk films bedste sofistikerede komediespiller gennem tiderne - ved siden af Sigfred Johansen - begynder lidet lovende som birolleskurk i 1930'ernes fjolle-farcer.

Først i Benjamin Chistensens familieportræt "Barnet" (1940) viser han tegningen til den Lauring, der kommer - elegant, sarkastisk, selvironisk, moderne, the man about town. Den Lauring, som ikke tilfældigt havde Noel Coward som yndlingsdramatiker, og som med sin iboende humor og vedvarende karisma sagtens kunne klare overgangen fra charmør til klædeligt korpulent karakterskuespiller.

I "Barnet" danner han for første gang par med Beatrice Bonnesen, hans senere åndsbeslægtede partner i Johan Jacobsens vittige sagfører-komedier. Men det kneb med at komme af med skurkerollerne, der ikke klæder hans talent. Efter småroller i "En ganske almindelig Pige" (1940) og "En Pige med Pep" (1940) er han en overspillet slambert i det sorte, fransk inspirerede drama "En Forbryder" (1941) - hans senere bedrager i "Billet Mrk." (1946) er lige så udvendig. Helt rar er han heller ikke i Johan Skjoldborg-historien "Niels Pind og hans Dreng" (1941), hvor han spiller en fra USA hjemvendt materialist, som dog ikke i længden er uimodtagelig for åndelige værdier.

Den naturligt joviale Lauring trives tydeligvis ikke med utvetydigt usympatiske figurer (hans Gruesen i Soyas "Parasitterne" på tv 1958 er en undtagelse). I Johan Jacobsen-komedien "Tag det som en Mand" (1941) er han derimod på hjemmebane ved den endnu kvikkere Beatrice Bonnesens side i den første 'sagførerkomedie'. De er det elegante advokatægtepar Erik og Else Jessen, der - med Hollywoods William Powell og Myrna Loy ("Den tynde mand") som forbillede - dyrker en selvironisk stil i velturnerede ping-pong-replikker og diverse kønsrolle-drillerier. De har kontor dør om dør og fører en løbende professionel kappestrid - selvfølgelig i al elskværdighed, men med Bonnesen som den oftest vindende part.

I 1942 og 1943 medvirker han i fire Johan Jacobsen-komedier, "Baby paa Eventyr", "Ballade i Nyhavn", "Mine kære Koner" og "Som du vil ha' mig - !", og her slår han sin elegantier-type fast: dansk films første verdensmand i københavner-perspektiv, vittig på en så overlegen måde, at han også tillader sig at gøre grin med sig selv - og til tider blive den lille i de verbale og intrigante dueller med damerne.

Hans egen favoritfilm er også lavet af Johan Jacobsen: "Otte Akkorder" (1944), hvor han oplever kærligheden ved andet og tredie blik, da han i en af filmens episoder tilfældigt møder Bodil Kjers husassistent. Her viser Lauring en følsomhed, som hans roller ellers sjældent ansporede til - før han i "Kispus" (1956) igen får chancen for at bryde igennem viddets panser med en helt rørende præstation som primadonnaen Nina Pens' forgudende ægtemand. En figur tydeligt modelleret efter Svend Bergsøe, Bodil Kjers daværende ægtemand.

Han viser sin gamle charme som den tre gange fraskilte Berthe Qvistgaards bejler i "Hold fingrene fra mor" (1951), og Erik Balling genopliver hans sagførerpartnerskab med Beatrice Bonnesen i "Adam og Eva" (1953), hvor han har en klassisk scene med belæring om kvinden og kønnet sammen med sønnen Bertel Lauring. Og som godsejer i "Arvingen" (1954) trives han gevaldigt i samspil med Poul Reichhardt og Ib Schønberg, nu i et rollefag han er ved at gøre til sin specialitet: buldrebassen, der ikke er så slem, som han lyder.

I "Krudt og klunker" (1958) er han det jovialt patriarkalske familiecentrum, ligesom i "Den kære familie" (1962), hvor han er neddæmpet på grænsen til det underfundige som skibsreder Friis med de tre dejlige døtre. Det er roller, han næsten kan i søvne. En vis fornyelse kom til gengæld i "Harry og kammertjeneren" (1961), hvor hans bibelciterende, spiritusglade Biskop smukt indordner sig filmens stilfærdige, lune komik. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Her er nogle billeder fra de film han har være med i ...............