Hvem var EBBE RODE 

Han var skuespiller. Født 10/5 1910, død 23/5 1998 - 88 år gammel. Gift 1º i 1939 med skuespiller Bodil Kjer (1917-2003) - ægteskabet opløst, 2º i 1949 med skuespiller Helle Virkner (1925-2009) - ægteskabet opløst, 3º med skuespiller Nina Pens (1929-92). Far til skuespiller Martin Rode (1961-89), som han fik sammen med Nina Pens.

Efter at han nogle år arbejdet som bladtegner på Berlingske Tidende, debuterede han på Dagmarteatret i 1931. Året efter blev han knyttet til Det kgl. Teater og vakte interesse med en naturlig spillestil, som gjorde, at han kom til at repræsentere noget nyt og 'moderne'. Ebbe Rode blev hurtigt en af Danmarks mest populære yngre skuespillere. I 1956 valgte han at forlade nationalscenen og optrådte i de næste ti år ved skiftende teatre, både i København og provinsen. I 1965 vendte han tilbage til Det kgl. Teater og kom her først og fremmest til at spille en lang række af klassiske roller hos Ipsen, Molière, Holberg og Strindberg.

Ebbe Rode var aktiv på scenen i en høj alder og huskes fra karrierens sidste år især for opførelsen af "Kærestebreve" i samspil med Bodil Kjer.

Intet i Ebbe Rodes 58-årige filmkarriere har været helt ligetil. Han startede som matiné- og teenageidol, men manglede indre forudsætninger for at udfylde den romantiske helterolle. Siden blev han skurk - og ofte effektfuld, men uden det sidste tilskud af råstyrke i sine mest voldsomme roller. Han har været meget morsom i adskillige komedier, men i skyggen af den kvindelige stjerne (Marguerite Viby, Birgitte Reimer). Og da han som moden mand for alvor slog igennem som karakterskuespiller på teatret, blev der længere mellem hans ofte lidet inspirerende filmroller.

Alligevel er det blevet til en række betydelige præstationer, med kammertjeneren i "Harry og kammertjeneren" (1961) som den mest folkekære. Men Rode regnede med fuld ret sin desperado i "Kristinus Bergman" (1948) for en mindst lige så vigtig indsats, selv om den kendes af langt færre. Og han har guddommeligt inspirerede øjeblikke i komedier som "Frøken Vildkat" (1942), "Som du vil ha' mig -" (1943), "Jeg elsker en anden" (1946) og "Vi som går stjernevejen" (1956).br>
1940'erne blev Rodes store film-tiår, men han startede allerede tidligt i 1930'erne, særdeles uheldigt. Han gjorde sig efter eget udsagn ufrivilligt til grin i det kulørte melodrama "Tango" (1933), hvor primadonnaen Else Skouboe havde udset ham til at spille Tango Bars violinvirtuos og kvindebedårer Jossi - "ikke den lykkeligste idé, man kunne undfange," som Rode selv har formuleret det.

I Peer Guldbrandsens "Det stod i avisen" (1962) er han atter tilbage i ægteskabsfælden, denne gang plaget af barnløshed med Berthe Qvistgaard. Guldbrandsen anviser adoptionsløsningen, med forlorent resultat. Rodes pondus og intelligens redder ham nogenlunde helskindet gennem Carl Th. Dreyers "Gertrud" (1964), hvor han er den fejrede digter Lidman og spiller sammen med sin daværende hustru Nina Pens Rode - hvis 'spille' ikke er for stærkt et ord om Dreyers stillesiddende, repliktyngede sofafigurer.

"Naboerne" (1966) er løssluppen parcelhuskrig med instruktøren Bent Christensen og forfatteren Leif Panduro i farcehumør - et fremskridt. Men ægteskabs-forbandelsen vender atter tilbage i Astrid Henning-Jensens pseudofølsomme trekantsdrama "Utro" (1966), hvor hans karklud af en gift litteraturanmelder forelsker sig i Lone Hertz' langt yngre psykologistuderende. Her gøres han handlingslammet i en grad, der ribber hans figur for interesse og sympati.
Hans sidste filmhovedrolle, spillet på engelsk, bliver den kultiverede jødiske familiefar Stein i Bent Christensens uspændende "Oktoberdage" (1970) om organiseringen af jødernes flugt til Sverige i 1943. Det var lidt om Ebbe Rode......