Citat fra BILLED-BLADET mere om Jørgen Reenberg

Billedet her er fra Fodboldpræsten hvor Jørgen Reenberg står Sammen med Grethe Thordal ved en pølsevogne...........
Han var skuespiller. Hun var instruktør. Selv om skuespilverdenen synes lille – især i Danmark – mødte de kendte søskende kun hinanden én gang. Mødet blev arrangeret af et af datidens største skuespilpar.
Jørgen Reenberg voksede op i indre København som søn af skuespillerparret Holger Reenberg og Ellen Carstensen Reenberg. Begge hans forældre var tilknyttet Det Kongelige Teater, og fra barnsben blev han tryllebundet af teaterverdenen.
Trods sin fars modvilje var han gal for at komme i gang som skuespiller, og som 18-årig blev Jørgen Reenberg optaget på Det Kongelige Teaters Elevskole. Siden medvirkede han også på film i blandt andet "Fodboldpræsten" og i "Far til fire", hvor han spillede over for sin mor.
Han var ikke den eneste i familien, der havde valgt at gå den vej. Holger Reenberg, der døde, da Jørgen var 15 år gammel, havde fire børn, da han mødte den tredive år yngre Ellen.
Tre børn fra to tidligere ægteskaber. Og en datter uden for ægteskab. Og alle hans børn valgte teater- og filmverdenen som levevej.
Fra sit første ægteskab med skuespillerinden Marie Sophie Christine Sørensen, fik Holger Reenberg børnene Palle og Ellen, der begge blev skuespillere. Ligesom en romance med Olga Svendsen resulterede i datteren Elga Olga. Ligesom sin mor bragede Elga Olga igennem som revyskuespillerinde, hvor "Solitudevej" blev hendes store vise.
I sit andet ægteskab fik Holger Reenberg datteren Annelise, hvis navn kan ses i krediteringen på de helt store filmklassikere.
Hun blev en af landets store instruktører og generaliebladet indeholder alt fra "Min søsters børn"-filmene og "Frøken Nitouche" til "Styrmand Karlsen" og "Baronessen fra Benzintanken".
Selv om skuespilbranchen synes lille, især i lille Danmark, stødte Jørgen Reenberg ikke på sin kendte instruktør-søster i den verden, som de på mange måder delte.
Ikke på teatret, ej heller på filmoptagelser.
Annelise Reenberg nægtede kontakten med sin skuespiller-far. Forældrenes brud havde været hårdt. Der var had, misundelse og gnidder mellem parterne, og det havde påvirket datteren.
Men én gang mødte Jørgen Reenberg sin kendte søster – og det var blevet arrangeret af deres fælles venner, skuespillerparret Axel Strøbye og Hanne Borchsenius.
Det fortalte Jørgen Reenberg sin biografi "Men voksen blev jeg aldrig":
– Jeg har kun mødt Annelise én gang i mit liv. Det var til Axel Strøbyes og Hanne Borchsenius' bryllup i Klampenborg i en stor villa.
– Da oplevede jeg det mærkværdige, at jeg – der jo på det tidspunkt var en kendt og voksen skuespiller – pludselig kom ind i et lille mørkt rum i villaen, hvor Axel og Hanne havde arrangeret, at vi skulle mødes, og sagde "Goddag Annelise. Ja vi kender jo ikke hinanden, men jeg kan da ikke gå herfra uden at sige goddag til dig og – hvis jeg må – give dig et kys på kinden".
Dette måtte Jørgen Reenberg godt. De talte om, at de begge nok havde nedarvet deres fars, og så afsluttede de samtalen med ordene om at ses igen. Det gjorde de dog aldrig.